Forespørgsler og allokering

Forespørgsler på prøver og allokering til prøver udsendes fra Professionshøjskolernes Censorsekretariat til den mailadresse, som censor er registreret med i Censor-IT. Proceduren for forespørgsler og allokeringer kan ses nedenfor.

Forespørgsler

Allokeringsproceduren Censor-IT udsender forespørgsler på prøver tidligt hver morgen. Er der en eller flere censorer, der accepterer forespørgslen på en prøve, kommer disse censorer ”i pulje”. Den pågældende prøve blive allokeret den efterfølgende nat via algoritmen i Censor-IT, der bl.a. sikrer, at Eksamensbekendtgørelsen og anden gældende lovgivning overholdes.

Allokering

Når man som censor bliver allokeret til en prøve, modtager man en allokeringsmail. De censorer, der eventuelt også havde accepteret prøven, men ikke er blevet allokeret, modtager ikke en mail. Er der ingen censorer, der accepterer forespørgslen på en prøve, bliver der sendt nye forespørgsler afsted til nye censorer den efterfølgende morgen.

Ved sene bestillinger, eller afbud til en prøve med kort varsel, vil der blive sendt haste-forespørgsler afsted. Den første censor, der accepterer en haste-forespørgsel, bliver allokeret til prøven med det samme. Er der tale om en haste-forespørgsel fremgår det tydeligt af forespørgslen.